
Med AV1 bevarede Laura forbindelsen til skolen – og holdt fremtiden åben.

For Laura betød fraværet fra skolen, at hun gik glip af meget mere end undervisning. Hun gik glip af de små hverdagsøjeblikke, der får et ungt menneske til at føle sig som en del af fællesskabet: jokes mellem klassekammerater, samtalerne før timen begynder, og de venskaber, der vokser frem over tid.
Med AV1 fandt Laura en måde at bevare kontakten til sine klassekammerater på, deltage i undervisningen og være til stede i klassens hverdag – selv når hendes helbred holdt hende væk.
I dag læser Laura jura på Københavns Universitet. For hende og hendes familie har AV1 betydet langt mere end adgang til læring. Den har været med til at gøre selvstændighed, venskaber og en fremtid på Lauras egne præmisser mulig.
Mere end 12.000 elever i Danmark havde mindst 50 fraværsdage i skoleåret 2024/25. Det betyder, at de gik glip af mindst hver fjerde skoledag.
Men skolefravær er aldrig bare et tal. Bag hver dag væk fra klasseværelset er der et barn eller et ungt menneske, der går glip af læring, faste rammer, venskaber og fællesskab – og hver af dem har deres egen historie. For nogle hænger skolefravær sammen med angst, mistrivsel eller komplekse behov. For andre, som Laura Kehler, skyldes det livet med en kronisk sygdom.
Laura er 21 år, bor i Danmark og har muskelsvind, en sygdom der påvirker mange af hendes indre organer. Gennem hele hendes barndom og ungdom betød træthed, hospitalsaftaler, behandlinger og gentagen sygdom, at hun i lange perioder var væk fra klasseværelset.
For Laura betød fraværet fra skolen, at hun gik glip af meget mere end undervisning. Hun gik også glip af de små hverdagsøjeblikke, der får et ungt menneske til at føle sig som en del af fællesskabet: jokes mellem klassekammerater, samtalerne før timen begynder, og de venskaber, der vokser frem over tid.
“Det var hele den der ‘ude af øje, ude af sind’-følelse,” fortæller hun, “hvor jeg aldrig rigtig følte, at jeg passede ind med resten af klassen.”
Lauras mor, Helen, husker tydeligt, hvor svære de år var. Laura kom fagligt bagud, havde svært ved at følge med i det, klassekammeraterne lavede, og gik glip af meget socialt. “Hun blev simpelthen usynlig,” siger Helen. “Hun fyldte ikke nok. Hun var der ikke nok.”
For Laura ændrede AV1, hvad der var muligt. I stedet for at skolen kun var noget, hun kunne være en del af på de dage, hvor helbredet tillod det, gav AV1 hende en måde at holde kontakten med klassekammeraterne på, deltage i undervisningen og være til stede i klassens hverdag.
Én oplevelse fra hendes første år i gymnasiet står stadig særligt klart. Laura fulgte med i en samtale mellem nogle piger i klassen gennem AV1. En af dem sagde noget sjovt, og gruppen begyndte at grine. Laura tændte for robotten, så de kunne høre, at hun grinede med.
“En af dem sagde: ‘I to er simpelthen de værste,’” husker Laura. “Og jeg kan bare huske, hvor meget det betød for mig at være inkluderet.”
Det var et lille øjeblik, men for Laura betød det enormt meget.
“Det betød, at jeg var en del af øjeblikket. Jeg havde så ofte været vant til at føle mig som det tredje hjul, hvis jeg overhovedet var med. Så det var helt fantastisk pludselig at føle, at jeg var en del af det – at jeg havde en reel plads i klassen.”
AV1 støttede ikke kun Laura fagligt. Den hjalp hende også med at opbygge relationer.
“De venner, jeg har fået i min klasse, er meget nære relationer,” fortæller hun. “Nok de tætteste, jeg har haft gennem hele min studietid, og jeg har næsten udelukkende studeret gennem robotten.”
Mange af Lauras samtaler, forbindelser og venskaber blev skabt gennem AV1. Med tiden blev hun ikke bare en, der fulgte klassen på afstand, men en klassekammerat, som de andre inkluderede, stolede på og betroede sig til.
For børn og unge med kronisk sygdom kan den form for tilknytning være afgørende. Når det bliver svært at få adgang til skolen, risikerer de ikke kun at miste læringstid, men også venskaber, rutiner og den følelse af at høre til, som hjælper dem med at bevare forbindelsen til samfundet.
I dag læser Laura jura på Københavns Universitet. For hende og hendes familie har AV1 betydet langt mere end adgang til læring. Den har været med til at gøre selvstændighed, venskaber og en fremtid på Lauras egne præmisser mulig.
“Robotten er virkelig fundamentet for min fremtid,” siger Laura. “Og det er et kæmpe privilegium, for jeg ved, at der er så mange, der er blevet tvunget på førtidspension, og det var også der, jeg var endt, hvis jeg ikke havde haft robotten.”
Helen beskriver AV1 som noget, der har ændret familiens syn på Lauras fremtid. “Nu handler det ikke kun om, at hun får en uddannelse. Det handler i lige så høj grad om hendes fremtid – om at få et arbejde, blive selvstændig, kunne klare sig selv, kunne have et job, hvor hun kan forsørge sig selv, og forhåbentlig få et liv med alle de ting, vi andre også ønsker os, når vi bliver voksne.”
For Laura og Helen er AV1 blevet en langvarig støtte gennem forskellige faser af Lauras læringsrejse.
“Vi ser kun den fremtid som mulig, fordi hun har en AV1,” siger Helen. “Så for os er AV1 en livslang partner, og det, at den findes, er fuldstændig uvurderligt for os.”
Lauras historie er en stærk påmindelse om, at skolen ikke kun er et sted for læring. Det er også her, unge mennesker opbygger venskaber, selvtillid, selvstændighed og en følelse af at høre til.
For børn og unge, der lever med kronisk sygdom, kan det at bevare forbindelsen til skolen være med til at holde fremtiden åben.
Se filmen, hvor Laura, Helen og forsker Sofie Skoubo fortæller, hvad AV1 har betydet for Lauras uddannelse, venskaber og fremtid.
Kontakt os for en uforpligtende dialog om, hvordan AV1 kan støtte elever med fravær i jeres skole eller kommune.
Kontakt os